Indtryk fra Folkemødet 2019

Af; Erlend Ludvig Alvsvåg

For andet Folkemøde i træk dannede Pension Lindesdal rammerne for Foreningernes hus med fagligt fællesskab for aktive, folkevalgte og professionelle i det danske foreningsliv. Vi glæder os allerede nu til at gentage succesen næste år.

Debatt hos DUF

Årets Folkemøde havde FN’s 17 verdensmål som tema, hvilket var med til at skabe ekstra fokus på civilsamfundet og foreningernes rolle. Det var til stor inspiration at møde så mange mennesker med engagement for at gøre verden til et bedre sted, og med gode løsninger på, hvordan vi skal nå verdensmålene. Og at der i Foreningernes hus boede en lille del af disse mange engagerede unge og voksne, er vi glade for.

Vi har spurgt Torben V. Lauridsen, der er sekretariatschef i Landsforeningen af Menighedsråd, om hans indtryk fra Foreningernes hus og Folkemødet 2019:

Hvad synes du om dit ophold i Foreningernes hus under Folkemødet?

Foreningernes hus er en meget fin ramme for at deltage i Folkemødet. Det er centralt placeret i den nordlige ende af Allinge, og der er cykler ved stedet, hvis det bliver for langt at gå de 2 kilometer ind til ”centrum”. Der er en afslappet atmosfære, og der er mulighed for at komme i dialog med de øvrige gæster, som bor på pensionatet, som alle på hver deres måde repræsenterer forenings-Danmark.

Hvilken ny viden tager du med dig fra årets debatter og aktiviteter i Allinge?

Billede fra en af mange spændende debatter

“Min deltagelse i Folkemødet tager først og fremmest udgangspunkt i de seancer, hvor jeg selv medvirkede. Men derudover er det meget inspirerende at lytte til de forskellige meninger og holdninger, som kommer til udtryk ved de mange debatter. Det er ikke så meget ny viden man får med hjem, men når man til daglig arbejder i organisationsverdenen, er det godt at få mulighed for at komme tæt på politikere og andre meningsdannere, for at blive inspireret af de tendenser, som er aktuelle. Jeg havde selv en oplevelse af, at verdensmålene fyldte rigtig meget og var overrasket over, at sundhed egentlig var det mest udbredte tag. Men det hænger nok sammen med, at det man selv er optaget af, er også det øjnene og ørerne er rettet imod.

(…) Ind i mellem stoppede jeg op ved teltene med fællessang, hvor det er rigtig dejlig at opleve, at vi blot kan tage Højskolesangbogen frem og fornemme fællesskabet, når vi synger sammen.” – Fortæller Torben.

De gode oplevelser er der mange af på Folkemødet, og vi glæder os til igen at slå dørene op til Foreningernes hus på Folkemødet til næste år.

Kan du ikke vente så længe til igen at få fagligt indhold og mulighed for at netværke med andre professionelle fra foreningsdanmark – så overvej om du skal deltage på Foreningskonferencen 2019.

2019-06-20T11:19:10+00:00