21. juni 2012
Tema: Pointer fra 'Medlemsorganisationer 2012'
Vores årlige arrangement om IT og medlemsorganisationer løb af
stablen onsdag d. 13.06.12. Temaet var digitalisering,
individualisering og medlemsdata - valgt på baggrund af
trendundersøgelsen 2012. Jesper Højberg Christensen
(kommunikationsekspert), Morten Gade (digitalchef i FDB) og Jane
Sørensen (direktør for forretningsudvikling i MEC-Danmark) bidrog
på dagen. Se uddrag af pointerne her.
Jesper Højberg Christensen,
kommunikationsekspert
Vi skal have værdi ud af digitaliseringen - på tværs af egen
kompetence- og organisationsopdeling.
Trendundersøgelsen 2012 viser, at digitalisering i den grad er på
dagsordenen hos medlemsorganisationer. Samtidig viser andre tal i
undersøgelsen, at det er et område, der stadig rummer et kæmpe
udviklingspotentiale - fx ift. at tracke medlemmernes bevægelser på
egne digitale platforme (54,9% svarer, at det ikke sker, 19,6% Ved
ikke) eller mere generelt ift. udnyttelse af digitale medlemsdata i
optimering af arbejdsgange og en skærpelse af
kommunikationsindsatsen (kun 18,9% svarer, at det foregår
regelmæssigt).
Og det er en stor udfordring, når digitalisering skal binde
organisationen sammen på tværs af interne afdelinger, opdelinger og
kompetencer. Når det bliver gjort rigtigt er værdipotentialet til
gengæld stort, fordi vi via systemer kan få konkrete data (viden)
tilbage om medlemmerne. Det giver organisationen muligheden for at
træffe langt mere faktabaserede og solide beslutninger og øger
sandsynligheden for at ramme mere rigtigt ift. alle organisationens
mange aktiviteter. Fx: det rigtige kursustilbud eller den rigtige
karriererådgivning på det rigtige tidspunkt, eller en hjemmeside
hvor indhold finder brugerne og det konkret kan måles, hvad der
optager medlemmerne.
Jane Sørensen, direktør i mediebureauet
MEC-Danmark
Vær til stede og vær relevant for medlemmerne - først ved at
være begge dele skaber I værdi for dem.
Jane udfordrede medlemsorganisationer på, hvad der driver deres
kommunikationsindsats. Hendes hovedpointe var, at det for alle
organisationer (og virksomheder) handler om at være til stede og om
at være relevant. Det vanskellige er at være begge dele, men det er
først dér, hvor der skabes reel værdi for medlemmet. Den gode
kommunikationsindsats henvender sig således mere direkte til det
enkelte medlem og derfor bør medlemsskaren underinddeles i flere,
mindre segmenter, og det kan understøttes ved at udnytte de
digitale medlemsdata strategisk. Og opsamling og aktivering af data
er hjørnestenen i den kontinuerlige, relevante tilstedeværelse,
argumenterede Jane.
Jane introducerede herefter en 3-delt opdeling af kanaler: Paid,
Owned, Earned - altså den betalte annoncering, de egen-ejede
kanaler, og de kanaler "man gør sig fortjent til". Pointen var at
alle data om medlemmerne skal opsamles inde i de kanaler
organisationen ejer (hjemmeside, medlemsblad, nyhedsbreve,
brochurer, community, mobil apps, o. lign), så
medlemsorganisationen bliver data-ejer. Samtidigt er det helt
afgørende at data indsamles i en central digital struktur, der kan
give et samlet overblik. Derfor er organisations egne kanaler også
et rigtig godt sted at starte - fx ift. systematisering af
dataopsamling på hjemmeside, hvilke medlemssegmenter der klikker på
hvad i nyhedsbreve eller i online-versionen af medlemsbladet - og
ligeså vigtigt: identifikation af hvilke segmenter vi slet ikke er
i berøring med. Netop de medlemmer er måske de allervigtigste at
forsøge at få i tale?
Morten Gade, digitalchef i FDB:
Tilbyd medlemmerne lette måder at være aktiv og engagere sig
på - fx via digitale tilbud.
Morten Gade forklarede, hvordan FDB forsøger at aktivere sine
medlemmer på forskellige måder og derigennem gøre dem bekendt med
nogle af foreningens budskaber. Det grundlæggende princip er, at
det skal være let at engagere sig i en sag eller et specifikt
budskab - og at barrierer som politik og generelt
foreningsbureaukrati bestemt ikke må stå i vejen for de medlemmer,
der faktisk har lyst til at involvere sig.
Derfor tilbyder FDB digitale (ofte mobile) services omkring
enkeltsager, som så optager og bevæger en delmængde af medlemmerne.
I den forbindelse præsenterede Morten et af tiltagene:
'FDB's grønne idépris', som italesætter madspild
og belønner bedste idé med en pengepræmie. På den måde bliver
(nogle af) medlemmerne aktive medskabere i deres forening og får
lov til at bidrage til dens indhold.
Morten præsenterede også hvordan FDB konkret udnytter medlemsdata
om indkøbsvaner og demografi til at inddele medlemmerne i 10
kundesegmenter, så man kan sende mere relevante tilbud.
Kompleksiteten i dette arbejde er stor, men kan til dels afhjælpes
digitalt. Og det er svært at tilgodese det enkelte medlem fordi det
er kæmpe mængder af data som skal tilpasses de individuelle
interesser. Sendes der fx et relevant og målrettet tilbud til et
medlem, så skal man samtidig sørge for, at varen er på hylden i det
lokale supermarked.
Fordelen er, at det ikke koster FDB meget at afprøve forskellige
digitale projekter og tilbud. Det er relativt nemt og billigt at
give sig i kast med et projekt, afprøve det og korrigere, hvis det
ikke virker - for FDB giver det værdifulde erfaringer ift., hvor de
rammer rigtigt overfor flest medlemmer - billigst.
Hvis du vil vide mere om arrangementet eller trendundersøgelsen
2012 kan du skrive til cm@groupcare.com eller ringe til
Christian Mølgaard på: 2671-3634.