20. december 2011
Mål på værdien af de faglige netværk
Medlemsnetværk
I ultimo november afholdt vi gå-hjem-møde omkring faglige online
netværk. Carsten Madsen og Jesper Højberg udfordrede og
kvalificerede hinandens pointer på feltet - med rigtig god støtte
fra salen, hvor de skarpeste spørgsmål kom fra. I det hele taget er
det, vi ser som den største gevinst ved arrangementerne den energi
og videndeling, der opstår mellem de forskellige organisationer -
og det bliver deltagerne heldigvis ved med at bidrage til. Blandt
andet i form af relevant og virkelighedsnær udfordring af vores
eksperter.
Mål på værdien - også når det er svært!
Hvad fik vi så udforsket d. 23. november? Vi kom vidt omkring fx
Carstens gennemgang af hierarkisk organisation overfor de uformelle
relationer i mellem medlemmerne, hvor pointen var, at de skal ledes
forskelligt men godt kan leve side om side - og at en nem og sikker
måde at kvæle frivillige (aktiverede) medlemmer på er ved at
forsøge at styre dem efter den hierarkiske model.
En anden af dagens hovedpointer omhandlede indsatsen over for
medlemmerne (blandt andet via netværk), og hvordan komplekse
målinger på værdiskabelse (fx fra netværk) flytter fokus fra intern
organisationslegitimering ud til medlemmet. Lige nu måler man
oftest på indsats og aktiviteter, fordi det er
nemmere (og nemmere at videregive de tal til organisationens
politikere), men så er det bare ikke en reel måling af
værdiskabelsen. Det er det derimod, hvis man måler på
effekten af indsatser og aktiviteter.
Nye måder at inddrage medlemmerne
Derudover fik vi kigget lidt i krystalkuglen og præsenteret
nogle bud på, hvad udviklingen i form af stærkt øgede datamængder
og datatilgængelighed potentielt betyder - og i stigende grad
kommer til at betyde - for medlemsorganisationer. Jesper
Højberg præsenterede følgende eksempler, hvor medlemsorganisationer
(og en enkelt kommune) har inddraget medlemmerne på forskellige
måder - men udenfor organisationen (sekretariatet):
1) Via blogging -
(se blandt andet IAK). Her bliver medlemsorganisationen platform
for deling af viden og dialog omkring et emne. Viden der ikke
nødvendigvis var tilgængelig i organisationen. Eksperter kan så
involveres på tværs af fagligheder og brancher. Det interessante
er, at organisationen træder i baggrunden og i højere grad kommer
til at spille en facilitatorrolle frem for
ekspert/rådgiver-rolle.
2) Sociale medier
- Dansk Røde Kors involverer medlemmer ved at viderebringe
deres budskaber til debatter, kvalificere politiske
spørgsmål, og synliggøre og rådspørge når de selv er i tvivl. Det
skaber i høj grad legitimering: ikke fordi man inddrager alle, men
effekten i form af signalværdi og kommunikationspotentiale er
større end den enkelte interaktion.
3) Borgerinddragelse i
byrådets beslutningsprocesser. I Næstved kommune har man
gode erfaringer med borgerinddragelse i form af engagerede borgere
med egen (apolitiske!) dagsorden, som bidrager med input fra mange
nye fagligheder - og en helt anden form for motivation. Resultatet
har været en speed i de politiske beslutningsprocesser, som
politikerne ikke var vant til (og det er da heller ikke alle
byrådsmedlemmer, der er ovenud begejstrede), samt en markant
opprioritering af de områder, hvor borgerinddragelsen har fundet
sted.
Der skal her fra os lyde et stort tak til Carsten
Madsen for et super spændende oplæg. På følgende link kan I bladre
igennem hans præsentation, som ligger i formatet Prezi: http://prezi.com/wxz-axrrvtnd/skru-op-for-medlemmerne-i-de-faglige-organisationer/.
Carsten har derudover været så venlig at følge op på spørgsmål
vedr. litteratur og desuden nogle uddybninger på konkrete spørgsmål
fra deltagerne på dagen. Vi sender også gerne Jesper Højbergs
præsentation fra mødet, I skal blot skrive en mail til: cm@groupcare.com, så ryger der en PDF afsted
til jer.
Vi håber meget på at se mange af jer til et af de kommende
arrangementer i det nye år. Og husk at læse Carstens gode svar,
kommentarer og idéer til yderligere inspiration nedenfor!
Uddybninger fra Carsten Madsen:
Henrik Hofman fra HK spurgte om, hvordan man går
mere konkret til værks med effektmålinger - og hvordan er
relationen mellem værdi og effekt? Værdi opleves
meget forskelligt af medlemmerne/kunderne, og kan ikke reduceres
til én entydig ting eller til et mål. Alligevel kan værdi knyttes
til effekten af indsatsen, hvis den skal måles. Hermed også i form
af effekten i forhold til omkostningerne. Hvor mange medlemmer fik
vi rekrutteret ifm. kampagne X, og hvad kostede hvert lead og hvert
nye medlem? Der kan ligeledes konkret måles på effekten af den
faglige sagsbehandling. Hvordan går det med medlemmet i hver enkelt
sag? Eller kom medlemmet i job som følge af rådgivningen? Eller
blev lønstigningen som forventet efter lønforhandlerkurset (eller
for hvor mange blev den det?)?
Værdien af medlemsinvolveringen/interaktionen kan opsamles ved
at måle på (in)direkte salg, antallet af nye ambassadører,
loyalitet, nedsatte omkostninger som følge af effektiv brug af
sociale medier i fastholdelsen m.m. Se præsentation (næstsidste skærmbillede).
Louise Theil, Dansk Journalistforbund spurgte om,
hvad der skal til for at drive netværkene med succes?
Deltagerne har en forventning om at få noget konkret med hjem.
Derfor skal de have et formål. Det er ikke (altid) nok blot, at
deltagerne har fælles baggrund eller funktion. Skaber de værdi for
medlemmerne? Altså tænke netværket som et sted, hvor medlemmerne
kan hente indflydelse, være med til at innovere noget konkret (fx
gennem deltagelse i advisory boards ift. konkrete opgaver i
organisationen), eller få adgang til egne forretningsmuligheder.
Tjek også Wanscher og Nielsen, Eva Beckmann (2010) Hvad vil I
med netværk? Om de strategiske beslutninger bag værdiskabende
netværksprogrammer. DJØF Forlag
Lotte Lund fra FDB spurgte til
litteratur. Her kommer et par centrale bøger for mig om
emnet:
1) Om Informationsteknologiens udfordring af de bestående
forretningsmodeller (en nyklassiker på dansk): Philip Evans &
Thomas S. Wurster (2001) Blown to bits: den nye
informationsøkonomi og forandringen af strategier. Børsen
2) Hvordan innovation kan åbnes mod kunder/medlemmer: Henry
Chesbrough (2011) Open Services Innovation: Rethinking Your
Business to Grow and Compete in a New Era. Jossey-Bass
3) De sociale mediers pres på ledelserne: Charlene Li (2010)
Open Leadership: How Social Technology Can Transform the Way
You Lead. Jossey-Bass
4) Hvordan arbejde organisatorisk med at opsamle viden og
erfaringer fra medlemmerne/kunderne og omsætte den til værdi for
organisationen/virksomheden: Anthony J. Bradley & Mark P.
McDonald (2011) The Social Organization: How to Use
Social Media to Tap the Collective Genius of Your Customers and
Employees. Harvard Business Press